50/50-modellen: En nøgle til mere motiverede og forudsigelige teams

Martin Ellemann Olesen

I mere end 10 år har jeg arbejdet med en model, jeg kalder 50/50-allokering, når jeg hjælper nye teams med at blive produktive, og, måske endnu vigtigere, mere forudsigelige.

Forudsigelighed og produktivitet er blandt de mest almindelige grunde til, at ledelser ønsker at indføre agile arbejdsformer. Når teams er afhængige af hinanden, kan selv små forsinkelser have store konsekvenser. Naturligvis kan man reducere afhængigheder gennem klogt organisationsdesign, men det må blive emnet for et andet indlæg.

Hvad går 50/50-modellen ud på?

Kort fortalt:

  • 50 procent af teamets kapacitet bruges på strategiske initiativer.

  • De resterende 50 procent bruges på kritisk drift og opgaver, teamet selv prioriterer (typisk i samarbejde med teamets Product Owner, hvis vi taler om et klassisk agilt setup).

Det lyder måske banalt. Eller ligefrem uambitiøst. Men erfaringerne viser, at modellen skaber fleksibilitet, fremdrift og højere kvalitet, og samtidig et mere engageret team.

Hvorfor er der behov for modellen?

Modellen handler hverken om at diktere eller skære alle teams over én kam.
Men min erfaring er, at:

  • Nye teams ofte har brug for lidt guidance i deres prioriteringer.
  • Er langt fra strategien og derfor ikke intuitivt vælger strategiske opgaver.
  • Er uskarpe på estimering og har brug for en buffer.
  • Går i analyseparalyse, hvis de skal lave et langtidsforecast.
  • Har svært ved at sige fra overfor pres fra forretningen.

I alle de scenarier har jeg oplevet, at 50/50 modellen giver ro og retning. Ikke fordi 50/50 er det magiske tal, men fordi det er et godt sted at starte. Tænk det som et gennemsnit over tre til fire sprint. Det er guidance, ikke en facitliste.

Hvorfor virker det?

1. Estimater behøver ikke være præcise

50/50-modellen gør det muligt at arbejde med grove estimater, og det er en styrke, ikke en svaghed. Når man arbejder med komplekse opgaver, er præcise estimater i forvejen en illusion, som forskningen har vist igen og igen. Modellen bygger fleksibilitet ind i planlægningen, så teamet ikke skal gætte rigtigt fra starten, men kan justere undervejs uden at miste fremdrift eller overblik.

2. Indbygget fleksibilitet til det uforudsete

Små opgaver, hasteønsker eller ny feedback fra kunder og brugere har det med at dukke op, når man mindst venter det. Med 50 % kapacitet afsat til andet end strategi er der plads til at absorbere det uforudsete, uden at det går ud over leverancer, kvalitet eller tempo. Det betyder, at teamet kan sige “ja” til opgaver, uden at det bliver til et “nej” til strategien.

3.  Mere robuste planer og tydeligere forventninger

Hvis de strategiske opgaver tager længere tid end forventet, hvilket jo kan ske, har teamet en naturlig buffer. De team-prioriterede opgaver kan nedskaleres midlertidigt, så teamet kan fokusere på det, andre er afhængige af. Det øger leveringssikkerheden og skaber mere realistiske dialoger mellem team og ledelse.

4. Højere motivation og stærkere ejerskab

Når teamet har reel indflydelse på, hvad halvdelen af kapaciteten bruges til, vokser både ansvarsfølelse og arbejdsglæde. Der opstår et sundt incitament til at nedbringe kritisk drift, fordi det frigør tid til de opgaver, teamet selv ønsker at prioritere. Det gør en forskel, især i længerevarende samarbejder, hvor trivsel og engagement er afgørende for både tempo og kvalitet.

5. Kvalitet bliver alles ansvar

Mange teams oplever et pres for at levere hurtigt, hvilket let går ud over den tekniske kvalitet. I 50/50-modellen har dårlig kvalitet en tydelig konsekvens: mere drift, mindre frihed. Det skaber fælles incitament, for både Product Owner og udviklere, til at investere i vedligeholdelse og forbedringer, fordi det frigør kapacitet på sigt og øger råderummet til de opgaver, der virkelig rykker.

Erfaringer

Det er min klare erfaring, at teams leverer mere og bedre med 50/50-modellen. Planer bliver mere realistiske og robuste. Beslutninger bliver lettere og hurtigere. Og teammedlemmer tager større ejerskab og finder mere mening i deres arbejde.

Vil du høre mere? Så deler jeg gerne mine erfaringer over en kop kaffe.

Image credit: ChatGPT

Skriv et svar

Har du også læst: