Fremtidens ledere er Værdiskabere

Martin Ellemann Olesen

Debatten om leadership versus management kan hurtigt blive både spids, og helt ærligt, lidt trættende. Den kører ofte i ring mellem kontrollogik på den ene side og højtragende floskler på den anden. Derfor har jeg længe savnet et begreb, der bedre beskriver fremtidens leders rolle. Et begreb, som rummer både de sunde elementer af management og de menneskelige dimensioner af leadership, men som samtidig peger fremad mod noget mere meningsfuldt.

Måske rummes det i begrebet Value Creators, eller Værdiskabere på dansk, som jeg blev introduceret til på Management Summit i Lissabon af Steve Denning, Heidi Musser og Hugo Lourenco.

For mig rammer det noget helt centralt. I deres definition handler værdiskabelse ikke kun om at skabe værdi for én gruppe interessenter, typisk aktionærer/ejere, med et kortsigtet fokus på profit. Værdiskabere arbejder ud fra et holistisk og langsigtet perspektiv, hvor ejere, kunder, medarbejdere, partnere, samfund og planeten alle er en del af ligningen.

De tre principper bag Værdiskabere

Begrebet Value Creators understøttes af de tre Lissabon principper for værdiskabelse:

  • Skab kundeværdi frem for at jagte kortsigtet profit
  • Autonome netværk frem for autoritetshierarkier
  • Adaptive mindsets og interaktioner frem for mekaniske processer

Disse principper redefinerer, hvad ledelse handler om. De sætter retningen for en ny praksis, hvor ledere måler sig selv på evnen til at skabe rammer, hvor andre kan lykkes – ikke på antallet af beslutninger, de selv træffer.

Hvad vil det sige at være Værdiskaber?

At være Værdiskaber handler om at flytte fokus fra kontrol til kontekst. I stedet for at optimere processer for enhver pris stiller Værdiskaberen sig selv og organisationen ét grundlæggende spørgsmål:

 Hvilken værdi skaber vi – og for hvem?

Det spørgsmål er udtryk for et perspektiv, der rækker langt ud over KPI’er og kvartalsregnskaber. Med det følger et sæt praksisser og holdninger, som adskiller Værdiskabere fra traditionelle ledere:

  • Forbinder hverdagens beslutninger til et større formål.
  • Designer rammer, der gør det muligt for andre at lykkes.
  • Ser innovation som en kontinuerlig bevægelse – ikke et projekt.
  • Og sætter empati og relationer i centrum.

Hvorfor er skiftet nødvendigt?

Vi lever i en verden præget af konstant forandring: geopolitisk uro, nye teknologier, kunstig intelligens, bæredygtighedskrav og stigende kompleksitet. Ingen leder kan længere have alle svarene. I stedet handler ledelse om at skabe de betingelser, hvor organisationen kan handle, lære og tilpasse sig – igen og igen.

Rollen er ikke ny

Når jeg møder begrebet Value Creators, kan jeg ikke lade være med at tænke på en at de mest innovative ledelsesidéer fra det 20. århundrede: Servant Leadership.

Robert K. Greenleaf introducerede begrebet i 1970 med argumentationen, at en leder først og fremmest er til for at tjene andre. En tanke om at sætte medarbejdere, kunder og samfund i centrum. Intentionen var næsten identisk med de tanker der ligger bag begrebet Værdiskabere: at skabe rammer, hvor mennesker vokser, trives og kan bidrage.

Men ordet Servant er gennem tiden ofte blevet misforstået. For nogle har det en klang af at være en “nyttig idiot” løsrevet fra den kommercielle virkelighed, hvor virksomheder skal balancere mennesker, formål og profit. Det var formentlig aldrig Greenleafs hensigt, men labelen kom til at stå i vejen for den styrke, der lå i idéen.

Value Creators bygger videre på Greenleafs tænkning, men med et sprog, der både favner menneskeligheden i ledelse og anerkender den kommercielle virkelighed, vi opererer i. Værdiskabere har øje på bolden, men de har også det lange lys på.

Fremtidens lederskab

Hvis vi som ledere skal være relevante i fremtiden, skal vi træde ind i rollen som Værdiskabere. Det betyder, at vi hver dag må stille os selv spørgsmålene:

  • Hvilken værdi skaber jeg i dag og for hvem?
  • Hvilke rammer skaber jeg, der gør andre i stand til at lykkes?
  • Hvordan bidrager jeg til at vores organisation forbliver adaptiv, innovativ og menneskelig?

Ledelse i det 21. århundrede handler ikke længere om at styre ressourcer. Det handler om at skabe rammerne for værdiskabelse.

Konferencen i Lissabon har sat mange tanker i gang hos mig, og jeg er stærkt inspireret af begrebet Value Creators. Måske er det netop det begreb, der kan hjælpe os med at omsætte de gode intentioner til praksis og begynde at lede på måder, der ikke bare skaber resultater, men reel værdi for mennesker, organisationer og samfund omkring os.

Billede: Steve Denning, Hugo Lourenco og undertegnede i forbindelse med lanceringen af Lissabon principperne på Management Summit konferencen. Principperne blev aftenene inden underskrevet af ca. 20 visionære CEOs.

Skriv et svar

Har du også læst: