Leadership

Takeaways fra 15 inspirerende samtaler med kvindelige ledere

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har jeg set tilbage på de 15 samtaler, jeg har haft med ledende kvinder i podcasten, Ledelse i Bevægelse, og det har været en berigende oplevelse.

Når man sidder i den enkelte samtale, er det let at blive grebet af det menneske, man har foran sig. Den konkrete historie. De særlige erfaringer. Hvad der driver vedkommende. Mennesket bag. Men når man træder et skridt tilbage og ser de 15 samtaler samlet, begynder der at tegne sig nogle mønstre. Mønstre, der ikke kun handler om kvinder i ledelse, men om ledelse i det hele taget.

Det, der står stærkest tilbage hos mig, er nemlig ikke bare en fortælling om kvinder, der har fundet vej til topposter, direktørkontorer og tunge lederroller. Det er en fortælling om ledere, der er med til at udvide vores forståelse af, hvad ledelse kan være. Og måske også, hvad ledelse bør være.

Det blev hurtigt større end samtaler om køn

Når man laver en række samtaler med ledende kvinder, kunne man godt tro, at det især ville blive samtaler om barrierer, glaslofter, skæv repræsentation og kampen for at få en plads ved bordet. Og ja, noget af det fylder også. Og det skal det også. For vi er ikke i mål. Langt fra.

Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var faktisk noget andet. Det var, hvor ofte samtalerne bevægede sig væk fra spørgsmålet om blot at passe ind i de eksisterende billeder på ledelse. Og hen mod hvordan vi kan skabe andre billeder af ledelse.

Mange af de kvinder, jeg har talt med, virker ikke særligt optagede af at kopiere en gammel lederrolle. De virker mere optagede af at skabe en ny. En lederrolle med mere menneskelighed. Mere ro. Mere retning. Mere mod. Mere fokus på relationer. Mere bevidsthed om, hvad der får mennesker og fællesskaber til at lykkes.

Det er i mine øjne en vigtig forskydning. For kampen handler ikke kun om, hvem der får lov at sidde med ved bordet. Det gør den selvfølgelig også. Men den handler også om, hvordan bordet er dækket. Hvem der føler sig hjemme ved det. Hvilke stemmer der bliver hørt. Og hvilken form for ledelse der bliver belønnet.

Modgang giver ledelse perspekt

Noget andet, der gjorde indtryk på mig, var dybden i flere af samtalerne. Ikke dybde som i store teorier eller komplicerede modeller. Men menneskelig dybde.

Flere af kvinderne talte ud fra erfaringer med modgang, tab, tvivl, skævhed, overbelastning eller det at stå i noget, der gjorde ondt. Det blev ikke fortalt for at skabe dramatik. Det blev fortalt, fordi det har været med til at forme deres blik på ledelse.

Det har gjort stort indtryk på mig. For noget af det mest troværdige lederskab opstår ikke hos mennesker, der aldrig har mødt modgang. Det opstår ofte hos mennesker, der har været igennem noget svært og bagefter bruger det til at skabe bedre rammer for andre.

Det kan være en dybere forståelse for sorg. En større opmærksomhed på det mentale slid i organisationer. Et skarpere blik for dem, der ikke passer ind i de normale kasser. En tydeligere sans for kultur, trivsel og det usagte.

Jeg sad flere gange med følelsen af, at de her kvinder ikke bare var gode til at præstere. De havde lært at se mennesker. Se dynamikker. Se det, der foregår under overfladen. Og det er ledelseskompetencer, vi ikke må undervurdere.

Et opgør med heltelederen

En anden ting, jeg tog med mig, var et ret tydeligt opgør med den klassiske heltefortælling om ledelse. Du ved forestillingen om lederen som den, der har svarene, går forrest, viser vejen, tager slagene og bærer hele ansvaret på deres skuldre. Det er en sejlivet fortælling, som stadig lever.

I stedet hørte jeg ledere, der talte om at balancere processer og mål. Fællesskab og resultater. Om at bygge hold frem for at dyrke individer. Om at skabe retning uden nødvendigvis at have alle svar på forhånd.

Det er ikke fordi tydelig ledelse er blevet mindre vigtigt. Men fordi kompleksiteten i verden kalder på noget mere end den stærke enkeltperson. Den kalder på ledere, der kan samle, invitere, lytte, oversætte og skabe rammer. En ledelse, hvor der er plads til at flere tager ansvar.

Det er i virkeligheden en stærk form for ledelse. Stærkere end den gamle, hvis du spørger mig. For det kræver mod at lade være med at spille helt. Det kræver ro. Det kræver selverkendelse. Og det kræver tillid til, at andre også har noget vigtigt at byde ind med.

Ikke flere falske modsætninger

En af de ting, jeg blev mest glad for i tilbageblikket på samtalerne, var, hvor ubesværet mange af kvinderne bevægede sig på tværs af nogle modsætninger, som ellers ofte spænder ben i ledelsesdebatten.

For dem er det ikke enten;

ambition eller menneskelighed

skarphed eller empati

data eller intuition

resultater eller trivsel

styrke eller sårbarhed

Det er både og!

For meget ledelse er i årevis blevet presset ned i nogle ret smalle idealer. Enten skal man være hård og handlekraftig, eller også bliver man stemplet som blød. Enten skal man være empatisk og lyttende, eller også bliver man beskyldt for ikke at være tydelig nok.

Det er jo et elendigt valg. Det var derfor befriende at lytte til ledere, som ikke købte præmissen. Som stod stærkt i både ambition og menneskelighed. Som ville skabe resultater, men ikke ved at slide mennesker op. Som ville sætte en retning, men uden at gøre sig selv større end opgaven. Det tror jeg, vi har brug for meget mere af.

Flere kvinder i ledelse handler også om flere billeder på ledelse

Et sted, hvor gæsterne også blev ved med at inspirere mig, var spørgsmålet om rollemodeller. For det betyder noget, hvad vi spejler os i.

Det betyder noget, hvilke billeder unge kvinder møder, når de kigger på ledelse. Det betyder noget, om ledelse ligner noget, man har lyst til at blive en del af. Og det betyder noget, om man ser nogen, der gør det på en måde, der føles muligt og meningsfuldt.

Hvis ikke man kan spejle sig i dem, der leder, hvorfor skulle man så få lyst til at gå den vej?

Det er et vigtigt spørgsmål. Og måske er det også en del af forklaringen på, at nogle kvinder ikke nødvendigvis afviser ledelse, men snarere afviser bestemte billeder af ledelse. Hvis ledelse forbindes med konstant tilgængelighed, hårdhed, intern positionering og et arbejdsliv uden plads til at være et helt menneske, så er det jo ikke mærkeligt, hvis nogle siger nej tak. Og det gælder i øvrigt ikke kun for kvinderne.

Derfor er det heller ikke nok bare at sige, at vi skal have flere kvinder i ledelse. Vi skal også finde flere måder at være leder på. Det synes jeg, de 15 samtaler har bidraget til.

God ledelse er altid lidt systemkritisk

En anden take-away fra samtalerne, er det blik for rammer, som flere af samtalerne rummer.

For når noget ikke fungerer i arbejdslivet, har vi ofte travlt med at gøre det til et individuelt problem. Hvis nogen mistrives, er de måske ikke robuste nok. Hvis nogen ikke lykkes i ledelse, mangler de måske gennemslagskraft. Hvis nogen falder udenfor, er de måske ikke synlige nok.

Samtaler pegede i en anden retning. De mindede os om at stille nogle bedre spørgsmål:

Hvilke kulturer har vi skabt?

Hvilke normer belønner vi?

Hvem er vores organisationer bygget til?

Hvem føler sig hjemme i dem?

Hvem bliver drænet af dem?

Spørgsmålene flytter ledelse fra at handle om en ren individuel disciplin til også at handle om ansvar for de rammer, som andre skal fungere i. Det er en væsentlig forskel.

Ingen opsummering uden lidt refleksioner om bevægelse

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om de 15 lederes perspektiver på bevægelse. Det er trods alt en del af præmissen i Ledelse i Bevægelse.

Jeg vælger bevidst ledere, der prioriterer bevægelse i deres liv, og jeg aftaler med dem, at det også er noget, vi skal tale om. Netop fordi jeg er nysgerrig på, hvad det siger om dem. Ikke bare som ledere, men som mennesker.

På tværs af de 15 samtaler bliver det tydeligt, at bevægelse kan spille mange forskellige roller i et lederskab. For nogle handler den om restitution. For andre om mental klarhed. For nogle om disciplin. For andre om frihed, rytme eller refleksion. For nogle er den et sted at tænke. For andre et sted at slippe tankerne. Gæsterne bruger ikke bevægelsen ens, men den har betydning for dem alle.

Det er selvfølgelig ikke fordi løb, cykling, vandring, golf, yoga, bjergbestigning eller karate i sig selv skaber god ledelse. Men den måde, lederne bruger bevægelse på, siger noget om, hvordan de passer på deres energi, finder perspektiv, håndterer pres og holder sig forbundet med sig selv og andre.

Det er også en af hovedårsagerne til, at jeg finder bevægelse så interessant som et prisme at se ledelse gennem. Samtalerne om bevægelse minder os om, at ledelse ikke kun foregår i hovedet. De minder os om, at ledelse også hænger sammen med rytme, balance, nærvær og evnen til at restituere. Med det at være et helt menneske, også når man har ansvar for meget og mange.

Ledere i bevægelse er ikke perfekte ledere. Ikke ufejlbarlige ledere. Men ofte mere bevidste ledere. Mere nærværende ledere. Mere robuste ledere. Mere menneskelige ledere.

Kampen er ikke slut

Det ville være for letkøbt at skrive et kampdagsindlæg, der kun var opløftende. For der er stadig noget at kæmpe for. Der er stadig brancher, hvor kvinder er markant underrepræsenterede. Der er stadig gamle forventninger, som hænger ved.

Der er stadig en pris, nogle kvinder betaler for at være tydelige, ambitiøse eller anderledes, som mænd sjældnere betaler på samme måde. Det skal vi turde sige højt.

Men for mig, har samtalerne også givet mig et håb. Ikke et naivt håb. Ikke et håb om, at tingene løser sig selv. Men et håb, der kommer af at lytte til mennesker, som allerede er i gang med at vise andre veje.

Veje, hvor ledelse ikke kun handler om position, men om betydning. Hvor styrke ikke kun handler om hårdhed, men også om dybde. Hvor resultater ikke står i modsætning til menneskelighed. Hvor man godt kan være ambitiøs og samtidig skabe plads til andre. Hvor ledere ikke bliver mindre stærk af at være mere menneskelig. Tværtimod.

Tak

Til sidst har jeg bare lyst til at sige tak. Tak til Maybritt, Rikke, Marlene, Maria, Stina, Ann-Christina, Thea, Louise, Signe, Tina, Mia, Sofie, Nanna, Pernille og Maria for at sige ja til at være med.

Tak fordi I stillede jer frem. Tak for jeres tid. Tak fordi I åbent delte perspektiver, erfaringer, tvivl, styrke, sårbarhed og refleksioner om både ledelse og livet. Det er nemlig ikke en selvfølge.

Som kvindelig leder er det nogle gange nemmere ikke at stille sig frem. Ikke at tage mikrofonen. Ikke at tage ordet. Ikke at udsætte sig selv for vurderinger, forventninger og den ekstra kritiske læsning, som mange kvinder i ledelse stadig møder.

Jeg håber også, at mange andre kvinder har lyst til at dele deres perspektiver i fremtiden. For vi har brug for flere stemmer. Flere erfaringer. Flere nuancer. Flere billeder på, hvad ledelse også kan være.

Det er også vigtigt for mig at sige, at man ikke behøver at have løbet et marathon, besteget et bjerg eller være CEO for at have noget vigtigt at bidrage med. For lad os være ærlige – og en lille smule karikerede.

Mange mænd føler sig kvalificerede til at byde ind, så snart de har løbet DHL-stafet og fået deres første lederstilling. Og mange af dem har interessante perspektiver på ledelse, men det er ikke pointen.

Pointen er, at det stadig siger noget om en gammel sandhed, som på mange måder stadig lever: at kvinder ofte føler, de skal kunne alle 10 krav til perfektion, før de søger et job, deler deres perspektiver eller stiller sig frem. Mens mænd oftere nøjes med at kunne et par stykker og så tænker: Jeg kan hurtigt lære resten.

Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen… men kun lidt. Og netop derfor er det vigtigt, at vi gør op med den fortælling. At flere kvinder tager ordet. Fylder mere. Deler mere. Inspirer mere.

Jeres perspektiver er ikke først relevante, når de gennemprøvede, helt skudsikre eller helt polerede.

De er relevante nu!