En familie-app, en Post-it og en påmindelse om produktudvikling

Jeg er begyndt at eksperimentere med at bygge software igen. Jeg startede min karriere som softwareudvikler, men i mange år har mit arbejde primært handlet om ledelse, organisationer og transformation. Med AI-assisteret udvikling kan jeg pludselig omsætte idéer til fungerende applikationer igen uden først at skulle bruge måneder på at indhente alt det, der har ændret sig, siden jeg sidst skrev software professionelt. Og jeg synes, det er virkelig sjovt. Der er noget enormt tilfredsstillende ved at få en idé om morgenen og relativt kort tid efter have noget på skærmen, som faktisk virker. Det har også givet mig mulighed for at fejle ret spektakulært på et område, jeg ellers burde vide en del om: at forstå brugeren. Et af mine første eksperimenter var en Family Hub. Idéen virkede oplagt. Vi er en familie. Vi har en masse småting, der skal koordineres. Hvorfor ikke lave ét sted, hvor vi kunne se, hvis tur det var til at gå med hunden, hvad vi skulle have at spise, ugens planer, en fælles indkøbsliste og forskellige andre praktiske ting? Så det byggede jeg. Og fordi jeg på samme tid var Product Owner, designer, udvikler og nok også den mest entusiastiske bruger, lavede jeg en ret fundamental fejl. Jeg antog, at resten af familien grundlæggende havde de samme behov som mig. Så alle fik stort set den samme applikation. I starten lignede det en succes. Alle var begejstrede. Alle brugte den. Den var ny, den virkede, og der var noget lidt sjovt ved at have vores eget lille familiesystem. Så begyndte brugen stille og roligt at forsvinde. I dag er det stort set kun mig, der stadig bruger den. Og, måske endnu mindre overraskende, også kun mig, der holder den i live. Det interessante er, at der egentlig ikke er noget galt med applikationen. Den gør det, jeg designede den til. Jeg designede bare det forkerte. Ugens madplan er nok det bedste eksempel. Hver søndag aften sætter vi os ned og bliver enige om, hvad vi skal spise den kommende uge. Jeg tænkte, at det var et oplagt område at digitalisere. I virkeligheden skriver vi menuen på en Post-it og hænger den i køkkenet. Post-it-sedlen har hverken login, notifikationer, API eller analytics. Til gengæld ved alle, hvor den hænger, alle kan læse den, og det tager omkring tre sekunder at ændre torsdagens lasagne til takeaway. Det viste sig, at den eksisterende løsning allerede var ret god. AI havde gjort det let for mig at bygge noget mere avanceret. Det havde ikke gjort den mere avancerede løsning mere værdifuld. Den erfaring sad et sted i baghovedet, da jeg for nylig begyndte på et nyt eksperiment. Vi har købt en sejlbåd, og jeg opdagede ret hurtigt, at det at eje en båd genererer imponerende store mængder information. Jeg begyndte med at dokumentere det hele i Word. Udstyr, opgraderinger, vedligeholdelseshistorik, vinterklargøring, tjeklister, tekniske detaljer og alle de andre ting, som jeg vidste, jeg ellers ville have glemt et halvt år senere. Dokumentet voksede hurtigt til 15-20 sider. Denne gang var der en mere tydelig value proposition i at lave en applikation. Jeg ville gerne kunne søge i informationen. Jeg ville have tjeklister, som rent faktisk kunne krydses af. Jeg ville have historik på vedligeholdelse og opgraderinger. Og jeg ville om nogle år kunne gå tilbage og se præcis, hvornår noget var blevet serviceret eller udskiftet. Og fordi jeg virkelig godt kan lide tal, skulle der selvfølgelig også være statistik. Hvor mange sømil har vi sejlet? Hvor mange nætter har vi sovet ombord? Hvor mange nye havne har vi besøgt i løbet af sæsonen? Mit første instinkt var derfor at bygge en ret informationstung båd-app. Så kom jeg i tanke om Family Hub. For selvom vi alle bruger den samme båd, betyder det ikke nødvendigvis, at vi har brug for den samme applikation. Jeg vil gerne have alle detaljerne. Når jeg logger ind, har jeg det fint med at blive mødt af tal, vedligeholdelsesinformation, opgraderinger, motoroplysninger og hvad jeg ellers lige har besluttet mig for er interessant den uge. Min hustru har et andet behov. Hun sejler også båden, men er betydeligt mindre interesseret end mig i at blive mødt af en masse statistik. Til gengæld er det vigtigt, at hun hurtigt kan finde tjeklisten før afgang. Det samme gælder tjeklisten, når vi forlader båden. De fleste af de tekniske detaljer kan godt holde sig i baggrunden, indtil hun faktisk får brug for dem. Vores døtre har et helt tredje forhold til båden. Lige nu sejler de med som gæster. De har ikke brug for at vide, hvordan vandsystemet vinterklargøres, hvornår sejldrevet sidst blev serviceret, eller hvilke søventiler der skal lukkes, når vi forlader båden. Til gengæld kunne de måske godt være interesserede i at se, hvilke ture de har været med på, læse logbogen og kigge billeder fra turene igennem. For dem kan den samme applikation i højere grad være en slags digital scrapbog end et system til bådadministration. Så denne gang ændrer forsiden sig alt efter, hvem der logger ind. Båden er den samme. En stor del af dataene er de samme. Den nyttige oplevelse er det ikke. Når jeg skriver det sådan, lyder det næsten pinligt indlysende. Og det er nok netop derfor, Family Hub har været sådan en nyttig lille fiasko. Der er ikke noget af det her, der er ny produkttænkning. Vi har i årevis talt om brugerbehov, personas, product discovery, customer journeys og om at forstå problemet, før vi bygger løsningen. Det, der har ændret sig, er friktionen ved at ignorere alt det. Da software var dyrt at bygge, var der en ret betydelig barriere mellem at få en idé og omsætte den til et fungerende produkt. Man var nødt til at tage stilling til, om noget faktisk var værd at investere i. Den barriere er ved at forsvinde meget hurtigt. Jeg kan nu blive begejstret for en idé og have en overraskende overbevisende version kørende, inden nogen når at stille det irriterende spørgsmål: Er der egentlig nogen, der har brug for det her? Og det er nok en af de mest interessante ting, jeg har lært af mine eksperimenter med AI-assisteret udvikling. Hvis det bliver lettere at bygge, betyder det ikke nødvendigvis, at produktudvikling bliver lettere. Det svære flytter sig bare. Det bliver vigtigere at forstå problemet. Det bliver vigtigere at vælge. Det bliver vigtigere at vide, hvad man ikke skal bygge. Det bliver vigtigere at forstå, at forskellige brugere kan have meget forskellige behov. Og måske vigtigst af alt bliver det vigtigere at kunne se, hvornår Post-it-sedlen på køkkenvæggen faktisk allerede er god nok. Kommer båd-appen til at blive brugt af hele familien? Det må tiden vise. Det kan sagtens vise sig at være endnu et eksempel på, at jeg lider af et mildt Ole Opfinder-syndrom og bygger noget, fordi jeg selv synes, det er interessant. Men jeg tror, chancerne er bedre denne gang, fordi jeg i det mindste har forsøgt at forstå, hvad den enkelte faktisk kunne have brug for, i stedet for at antage, at alle bare er lidt forskellige versioner af mig. Og hvis jeg stadig ender med at være den mest dedikerede bruger, så er der i det mindste en tydelig value proposition for netop den bruger. Jeg får den fulde historik på båden. Jeg kan se, hvad der er blevet ændret, hvornår det er blevet gjort, og hvad der skal have opmærksomhed næste gang. Hvis vi en dag sælger båden, kan den dokumentation måske endda have reel værdi for en ny ejer. Og jeg kommer til at vide præcis, hvor mange sømil vi sejlede sidste sæson. Den sidste feature har måske stadig kun en målgruppe på én. Men denne gang ved jeg i det mindste, hvem jeg bygger den til.